For hospitaler

VT-flyverhold

Vores VT-flyverhold (ventilatør-flyverhold) består af en fast gruppe ventilatører, som bestilles for en kortere periode på højest 3 måneder, når I har brug for ekstra hjælp på afdelingen. VT-flyverholdets arbejde består primært i at pleje, observere og deltage i behandlingen af svært syge patienter. Arbejdet kan foregå på en intensivafdeling, et intermediært sengeafsnit eller et alment sengeafsnit, hvor ventilatørerne sammen med en sygeplejerske fra afdelingen har ansvaret for en patient.

Hvad er en ventilatør?
En ventilatør er en FADL-vagt, som har gennemført vores ventilatørkursus, der er en overbygning til sygeplejevikarkurset. For at komme på VT-kurset skal FADL-vagten have arbejdet minimum 400 SPV-timer og bestået til og med 3. semester på studiet.
Hvordan er ventilatører akkrediteret?
Ventilatører er, ligesom alle vores øvrige FADL-vagter, akkrediteret efter regionernes krav og har gennemført førstehjælpskursus, brandkursus og de obligatoriske e-learningskurser.
Hvilke opgaver kan et VT-flyverhold hjælpe med?

En væsentlig opgave for ventilatører er at observere patienten og det tekniske udstyr samt at gribe ind og påbegynde relevant behandling under en sygeplejerskes vejledning. Patienten, der observeres, kan være intuberet, have trackeostomi og kan være enten sederet eller vågen. Konkret kan ventilatørene hjælpe med:

 

  • grundlæggende sygepleje
  • vurdering af patienter ud fra ABCDE-principperne
  • at trække a-gas fra A-kanyle og reagere på afvigelser
  • CPAP- og NIV behandling
  • sugning i øvre luftveje
  • observering og deltagelse i tracheostomipleje
  • pleje af respiratorpatienter, herunder omgang med tube og tracheostomi
  • kommunikation med intuberede patienter
  • at give sondeernæring og lave væskeregnskab
  • patientovervågning, observering af EKG og CVP og at reagere på evt. afvigelser
  • at erkende hjertestop, alarmere og opstarte HLR
  • de specielle forhold, der opstår, når børn er patienter.
Hvad er fordelene ved et VT-flyverhold?
  • Det er altid de samme medicinstuderende, der kommer ud på jeres afdeling.
  • Der er kollektiv vagtdækning hele døgnet, så der kommer altid én på vagt.
  • Flyverholdet kan aktiveres og seponeres med 4 timers varsel.
  • Flyverholdet kan være tilknyttet en afdeling for en kortere periode i op til 3 måneder.
  • Der er garanti for, at holdmedlemmerne er ventilatøruddannede og akkrediteret.
  • I får råd og vejledning samt administrativ hjælp fra FADLs Vagtbureau.
Hvordan bestiller I et VT-flyverhold?

Hvis I gerne vil have VT-flyverholdet ud til jer, skal I ringe til vores Vagtafdeling på telefon 35 37 88 00, tast 1. Vagtafdelingen er døgnåben, men vi henstiller til, at alle ikke-akutte henvendelser sker i tidsrummet kl. 08.00-22.00. Når I er i kontakt med Vagtafdelingen, vil de informere jer om, hvorvidt VT-flyverholdet er i rådighed og kan komme ud på jeres afdeling. Er holdet i rådighed, kan de aktiveres og være på jeres afdeling inden for 4 timer.

Hvad er seponeringsfristen for et VT-flyverhold?

Ligesom vores løsvagter kan flyverhold seponeres med 4 timers varsel, når I ikke længere har brug for hjælp, hvis f.eks. patienten skulle få det bedre eller bliver udskrevet. Når I ønsker at seponere VT-flyverholdet, ringer I blot til vores Vagtafdeling på telefon 35 37 88 00, tast 1, så sørger de for at slette bestillingen. Vagtafdelingen er døgnåben, men vi henstiller til, at alle ikke-akutte henvendelser sker i tidsrummet kl. 08.00-22.00.

Hvem kan I kontakte, hvis I har spørgsmål til et VT-flyverhold?

I er velkomne til at skrive til FADLs Vagtbureaus VT-ansvarlige sygeplejerske, Maria Bonde, på mail mbo@fadl.dk eller ringe til os på telefon 35 37 88 00, tast 3, hvis I har yderligere spørgsmål.

Driftsinformation

Åbningstider

Telefon: 35 37 88 00

Receptionens åbningstider
Mandag - torsdag: kl. 12-17
Fredag: kl. 9-14

Uddannelse og HR's åbningstider
Man - tors. kl. 9-12 og 12.30-15
Fredag kl. 9-12 og 12.30-14