For vagttagere

Løsvagter

Som ny FADL-vagt starter du ud med at arbejde løsvagter. Løsvagter findes i tre forskellige vagtlag: dagvagt fra kl. 7-15, aftenvagt fra kl. 15-23 og nattevagt fra kl. 23-7. Tidspunktet for vagtstart kan variere en smule afhængig af afdelingen, men som regel er det disse vagtintervaller, der gælder.

Ved løsvagter skriver du dig op til vagter, når du kan og vil arbejde, og på dagen, hvor du er skrevet op til vagt (eller dagen før, hvis det er en dagvagt), vil du blive ringet op af vores Vagtafdeling og få tildelt en vagt, såfremt der er en ledig vagt til dig.

For at arbejde løsvagter kræver det, at du har bestået SPV-kurset, men ellers er der ingen krav til hverken din joberfaring, semestertrin eller lignende, som der f.eks. kan være, hvis du vil arbejde på et hold. Dog kan du blive både til- og fravalgt til en løsvagt, hvis den ikke matcher dit kompetence- og erfaringsniveau. Som ny FADL-vagt tildeler vi dig nemlig så vidt muligt vagter, som vi vurderer, er nemme og rolige, så du kan få en god start på arbejdet som FADL-vagt. Jo flere timer du arbejder, jo mere komplekse vagter vil du efterhånden få tilbudt.

Løsvagter er således den mest fleksible måde at arbejde som FADL-vagt på.

Typer af løsvagter

Ingen løsvagt er ens, da det altid vil afhænge af patient, afdeling osv. Men overordnet set kan du komme på enten en fast vagt (FV) eller en gang vagt (GV). På en fast vagt sidder du enten på patientens stue eller lige uden for stuen og observerer patienten. På en gang vagt hjælper du til rundt omkring på afdelingen, hvor der er behov for det – dog inden for dine kompetenceområder.

En løsvagt kan desuden være enten en somatisk vagt eller en psykiatrivagt. Langt de fleste løsvagter er somatiske vagter, det vil sige, at det er en patient, som ligger på en somatisk afdeling med somatiske sygdomme. En psykiatrivagt kan være enten en vagt på en psykiatriafdeling eller en vagt på en somatisk afdeling med en patient, som har en somatisk sygdom samt en psykiatrisk lidelse – det vi kalder en dobbeltindlagt. Ved dobbeltindlagte kræver vi, at du har arbejdet enten 300 psykiatri-timer eller har gennemført vores PPF-kursus.

Hvordan skriver du dig op til vagter?

Du skriver dig op til vagter ved at logge ind på din FADL-vagtprofil og gå ned til overskriften Opskrivning. Her kan du skrive dig op til vagter 30 dage frem ved at vælge, hvilke dage og vagtlag du gerne vil skrives op til. Hviletidsbestemmelserne skal dog altid overholdes.

Ledige løsvagter på sociale medier

Hver dag informerer Vagtafdelingen om evt. ledige løsvagter i story på Vagtbureauets Instagram- og Facebookprofil. Som regel bliver både vagtlag, vagttype og hospital oplyst. Det vil sige, hvis du ikke er skrevet op til vagt den pågældende dag, men gerne vil tage en af de vagter, som er blevet lagt op på Instagram og Facebook, skal du blot ringe til Vagtafdelingen og sige, at du er interesseret i vagten. Såfremt vagten stadig er ledig og matcher dit kompetence- og erfaringsniveau, vil du derefter få tildelt vagten.

Sygemelding

Er du blevet syg inden en løsvagt, er det vigtigt, at du altid kontakter vores Vagtafdeling hurtigst muligt. Det gælder både, hvis du allerede har fået tildelt en vagt, men også hvis du er skrevet op til vagt og endnu ikke har fået tildelt en. Så længe du står på vores vagtopskrivning, står du nemlig i kø til at få en vagt og skal stå til rådighed, hvis der er ledige vagter, eller der kommer nye bestillinger fra afdelinger i løbet af dagen. Det er derfor vigtigt, at vores Vagtafdeling ved, hvis du ikke er til rådighed på grund af sygdom.

Har du fået tildelt løsvagter flere dage i træk, og melder dig syg, vil alle dine tildelte vagter automatisk blive aflyst.

Du kan få sygedagpenge for en løsvagt, hvis du har fået tildelt vagten, inden du bliver syg. Desuden skal du have haft en anden vagt inden for de sidste 4 uger eller have arbejdet mindst 74 vagttimer indenfor de sidste 8 uger via FADLs Vagtbureau for at kunne få udbetalt sygedagpenge.

Signering af lønbilag

Når du har været på en løsvagt, skal du altid sørge for at få signeret dit lønbilag af afdelingen, inden du går fra din vagt. Det skal gøres inde på din FADL-vagtprofil. Vær opmærksom på at det kun er muligt at signere lønbilag i mobilversionen af din FADL-vagtprofil.

Sådan gør du, når du skal have signeret et lønbilag for en løsvagt:

  1. Gå til Aktuelle opskrivninger under vagtopskrivningen på FADL-vagtprofil og åbn den vagt, som afdelingen skal signere for.
  2. Vælg Signering af lønbilag. Vær opmærksom på at muligheden kun er tilgængelig fra vagtens start og frem til 12 timer efter registreret vagtafslutning.
  3. Registrér kun under Ændring/Tilføjelse, hvis der er afvigelser fra den registrerede vagt eller isolationstillæg og klik VIDERE.
  4. Giv din mobil til den fra afdelingen, som skal underskrive. Underskriveren skal udfylde navn og signere lønbilaget. Vælg derefter UDFØR.
  5. Nu er vagten registreret som afsluttet, og du skal ikke gøre mere. Vælg Videre for at komme tilbage til vagtoversigten.

Hvis det ikke er muligt at afslutte vagten digitalt, f.eks. på grund af tekniske udfordringer, kan du selv udfærdige et fysisk lønbilag, som afdelingen kan underskrive. Se eksemplet herunder. Bilaget afleveres i Vagtbureauets postkasse eller sendes til mail bogholderi@fadl.dk.

Har du haft en svær oplevelse på vagt?

Har du været udsat for en episode, imens du har været på vagt, som har været svær for dig, råder vi dig til at kontakte en af sygeplejerskerne på Vagtbureauet. Vi er her for at rådgive og støtte dig.

Har du brug for akut hjælp eller rådgivning uden for Vagtbureauets åbningstid, kan du kontakte Vagtafdelingen, som er døgnåben. Hvis det er nødvendigt for situationen, sørger Vagtafdelingen for at kontakte den sygeplejerske, som er på bagvagt, så du kan få den hjælp, som du har brug for.

Har du spørgsmål vedrørende løsvagter?

Har du spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte os på telefon 35 37 88 00 eller komme forbi Vagtbureauet i åbningstiden.

Driftsinformation

Åbningstider

Telefon: 35 37 88 00

Vagtbureauets åbningstider
Man - tors. kl. 9-12 og 12.30-15
Fredag kl. 9-12 og 12.30-14